Snart er vi i skoleåret 2023-2024 på vej ind i eksamenstiden, hvor det forventes, at man  præsterer noget af det bedste man kan. En stor del at testen består i at kunne koncentrere sig i de tre til fire timer en skriftlig eksamen tager i matematik, dansk, tysk og engelsk.

Fire timer er lang tid for en ung krop at holde energiniveauet højt, så der skal gerne tilføres en vis mængde energi, for at fastholde koncentrationen over så lang tid.

Og her er det min direkte opfordring, til såvel forældre som elever, skal lyde: Tag nu noget mad med, der er sundt og godt for hjernen og ikke mindst godt for maven.  Lad slik, sodavand, chips og andre former for tomme kalorier bliver hjemme.

Mød frem til eksamen med et godt morgenmåltid i maven i form af sundt og groft brød eller havregryn, og suppler så hen ad vejen under selve eksamen med madpakke, grøntsagsstænger, frugt og vand. Vi ved godt alle sammen, at vi skal have ”seks” hver dag, og de dage, hvor man er til eksamen, er ikke nogen undtagelse.

Alt for ofte ser jeg elever indtage sodavand, slik, chips og kiks under de skriftlige eksamener, og dermed ikke sikre sig de bedste betingelser for at klare eksamen optimalt.

Og ud over at understøtte dårligt til en eksamen, så er slik, sodavand og kiks ikke en god cocktail i hverdagen, sammenlignet med seks stykker frugt og grønt.

Knud e. Schack Korsbjerg

Skoleleder

Stenhus Kostskole

Categories: Knuds Klumme