Som det fremgår af den pressemeddelelse, som vores bestyrelse har udsendt, lukker kostafdelingen på Stenhus Kostskole ved udgangen af skoleåret 2023-2024.

Det gør mig uendeligt ondt, at vi er nået dertil, hvor vi må opgive at drive en kostafdeling, som på alle måder har gjort en fantastisk indsats for hundredvis af unge mennesker.

Det skal understreges, at det ikke berører dagskolen og den undervisning, der foregår der, men det kan ikke undgås, at det har en vis påvirkning på dagskolens praktiske hverdag i en periode.

Med venlig hilsen

Knud e. Schack Korsbjerg
Skoleleder


STENHUS KOSTSKOLE LUKKER KOSTAFDELINGEN EFTER 117 ÅR

I det nye skoleår vil elever fra grundskolen og gymnasiet ikke længere kunne bo på Stenhus Kostskole. Skolens bestyrelse har i samarbejde med ledelsen, efter nøje overvejelse, valgt at lukke kostafdelingen fra august 2024.

I 117 år har kostelever på Stenhus Kostskole kunnet nyde de smukke omgivelser og den traditionsrige kultur på kostskolen. Men fra skoleåret 2024/25 er det kapitel endegyldigt slut. Skolens ledelse og bestyrelse har gennem nogen tid afsøgt mulighederne for at finde besparelser på driften af kostafdelingen, men det må konkluderes, at det ikke længere bliver muligt at drive kostafdelingen i den kvalitet, som skolen ønsker at levere.

“Efter seriøse og alvorlige overvejelser har ledelsen i samarbejde med bestyrelsen valgt, at det er rettidig omhu at lukke kostafdelingen på Stenhus Kostskole. Det betyder, at der desværre ikke længere optages kostelever fra næste skoleår.”

”Vi har i ledelsen forsøgt flere forskellige tiltag, men det ændrer ikke på, at prisudviklingen på både energi og fødevarer de seneste år betyder, at vi skal have en kostafdeling med et betydeligt større antal elever i grundskolen, for at det kan løbe rundt, og det ser vi desværre ikke som realistisk som tiderne er. Vi er først og fremmest en grundskole af høj kvalitet, og lukningen af kostskolen vil betyde, at vi vil kunne fokusere på driften af en endnu bedre dagskole”, siger Knud e. Schack Korsbjerg, der igennem 25 år har været leder for Stenhus Kostskole.

Skolens bestyrelse har i samarbejde med ledelsen arbejdet hårdt på at forsøge at finde nye løsninger på de udfordringer, kostafdelingen har haft, men tidshorisonten på mulighederne er desværre længere end hvad bestyrelsen finder rimeligt.

”Det er ærgerligt, at udviklingen er gået den vej. Lukningen af kostafdelingen gør Stenhus til en mindre kompleks virksomhed, og det giver os andre muligheder for at udvikle dagskolen, så den fortsætter med at være en af regionens mest attraktive grundskoler. Skolen vil fortsat satse hårdt på at skabe et solidt fundament for eleverne med fokus på faglighed, fællesskab og læring for livet”, siger Torsten Hylleberg, bestyrelsesformand for Stenhus Kostskole og Stenhus Fonden.

Torsten Hylleberg understreger, at det alene er kostafdelingen, der lukker, og at grundskolen, som har ca. 540 elever, fortsætter som eleverne kender den. Lukningen af Stenhus’ kostafdeling skyldes ene og alene, at det ikke længere er økonomisk forsvarligt at drive kostafdelingen på grund af stigende omkostninger, faldende elevgrundlag og manglende politisk opbakning.

Categories: Uncategorized