Et Afrikansk ordsprog lyder:
“Hvis ikke du ved, hvor du er på vej hen – så find ud af, hvor du kommer fra.”
I denne klumme vil jeg kort fortælle om søvnen og dens nødvendighed. Søvnen er livsvigtig og udgangspunktet for al menneskelig aktivitet. Mennesket kan intet udøve uden søvn. Og kvaliteten og mængden af søvn er afgørende for, hvad vi kan opnå.
Det gælder fysisk – hvor højt kan vi springe, hvor sikkert kan vi udføre en aktivitet.
Det gælder vores psykiske tilstand. Jo mere og bedre søvn, jo mere stabilt kan vi orientere os i verden.
Og det gælder også vores evne til at lære. Vi lærer ganske enkelt meget mere effektivt, når vi har sovet godt og nok. Kvaliteten af vores søvn er afgørende for, hvad vi kan opnå af resultater på alle de nævnte områder.
God søvn afhænger af uforstyrrethed. Vores søvn taber i værdi, hver gang vi bliver forstyrret. Derfor skal alle forældre sørge for, at Smartphonen og alle andre forstyrrende devices er ude af børnenes soveværelser en halv time før de skal sove.
Børn sover efter alder og efter behov. 10-13årige bør sove 9-11 timer, og teenagere bør sove 8-10 timer i døgnet. Hvis ikke de sover som angivet, er de ikke klar til at lære optimalt i forhold til deres personlige evner.
Ansvaret for børns opdragelse ligger som hovedregel hos forældrene. Og ja, det er forældrene, der skal sørge for, at de forskellige devices lægger på stuebordet i lydløs eller slukket tilstand hver aften på samme tid, så barnet kan få sin nødvendige og sundhedsfremmende søvn hver nat uden forstyrrelser.
Der findes udmærkede vækkeure, der kan sørge for, at de kommer op til tiden. Det behøver ikke at være mobilen, man bliver vækket af
Knud E. Schack Korsbjerg
Skoleleder, Stenhus Kostskole
September 2020