“Hvis kroppen har bevæget sig i en time, tror hjernen ikke der en noget den skal lære”.
Psykiater John Ratey, Harward University.
Bevægelse er en anden livsvigtig nødvendighed i et hvert menneskes liv. Bevægelse i alle mulige former er vigtig for vores læringskapacitet. Og bevægelse med både høj og lav puls har stor indflydelse på hele vores velbefindende. Bevægelse er “On-knappen” til alle de systemer i kroppen, der regulerer vores velbefindende. Stillesiddende liv er “off-knappen” til de samme systemer.
Vi har en hjerne af én eneste grund, nemlig for at vi kan udføre ekstremt komplekse bevægelser. Der er ingen anden årsag til, at vi har den store hjerne vi har. Og når vi ikke bevæger os, så tror vores hjerne ikke at den skal lave noget.
Så hvis vi skal skærpe vores børns evne til indlæring, så skal de ud over at være udhvilede, også have bevægelse med i ligningen. Det at cykle eller gå til skolen. Det at gå til sport, at lege sociale lege, gøre rent og tømme opvaskemaskinen. Og i weekenden kan mor og far fint gå en lang tur med hele familien. Og nogen kan måske driste sig til at løbe en tur sammen.
Det, at mange unge (12-25 år) sidder stille uden så meget som at rejse sig i flere timer, er sundhedsskadeligt og medvirker til at fremme diabetes lignende tilstande i deres unge kroppe. Og på sigt er forskerne efterhånden helt enige om, at et stillesiddende ungdomsliv foran skærmen hos mange unge let medfører psykiske udfordringer. De mener, at der helt enkelt er en sammenhæng mellem manglende bevægelse og depression, herunder udviklingen af angst.
En weekend eller en lang ferie, hvor de unge mennesker sidder stille foran skærmen i 6-12 timer dagligt, er særdeles skadeligt for deres almene udvikling, og ikke mindst deres evne til at lære, når de igen kommer i skole.
Så bevægelse er et must i alles liv. Det giver os fysisk velvære, psykisk overskud og en meget bedre søvn, når altså vi bruger vores krop til det den er beregnet til fra naturens side.
Selvom designet på vores krop og hjerne er out-dated (tegningerne er mere end 250.000 år gamle), så er det en fantastisk sammensat enhed, som vi hver især skal passe rigtig godt på, også når der ikke er covid-19 i vores nærhed. Og alt det vi gør rigtigt under opvæksten kommer 10-fold tilbage til os livet igennem – ikke mindst når vi bliver ældre.
Knud E. Schack Korsbjerg
Skoleleder, Stenhus Kostskole
September 2020