
10. klasse
10. klasse på Stenhus Kostskole er for dig, der vil faglig og personlig udvikling. Du bliver en del af et stærkt fællesskab og skal på studietur til udlandet.
Skoleåret i 10. klasse
Skoleåret i 10. klasse på Stenhus begynder med et intro-arrangement i løbet af de første skoledage. Her bruger vi tid på at lære hinanden at kende og skabe et godt fællesskab i klassen. Dagene foregår både på skolen, i skoven og i lokalområdet, hvor eleverne deltager i forskellige teambuilding-aktiviteter og samarbejdsøvelser.
Formålet er at give eleverne en tryg og god start på skoleåret, hvor alle hurtigt lærer hinanden at kende og føler sig som en del af fællesskabet. Introforløbet afsluttes med en fælles overnatning og et hyggeligt morgenbord, som giver en god og uformel afslutning på de første dage sammen.
Studietur
I løbet af efteråret tager eleverne på årets første studietur. Turen går typisk til en spændende by et sted i Nordeuropa, hvor eleverne får mulighed for at opleve en ny kultur og et nyt miljø sammen med klassen. Studieturen er en vigtig del af skoleåret og rummer både kulturelle, sociale og personlige oplevelser.
Byen og omgivelserne danner rammen for møder med kultur, historie og samfund, hvor eleverne får mulighed for at udvide deres horisont og opleve verden uden for klasselokalet. Turen giver samtidig eleverne mulighed for at afprøve sproget i praksis og udvikle sproglige strategier i autentiske situationer – altid i et trygt fællesskab med kendte lærere, som støtter og guider undervejs.
Gennem fælles oplevelser, aktiviteter og udfordringer opstår der et stærkt fælles tredje, som danner grundlag for både læring og relationer. Når man rejser sammen, lærer eleverne hinanden bedre at kende og udvikler både sociale og personlige kompetencer. For mange bliver studieturen derfor et af højdepunkterne i deres 10. klasse.
Årets gang
I løbet af skoleåret arbejder eleverne målrettet med deres faglige udvikling og med de kompetencer, der skal ruste dem til næste skridt i uddannelsessystemet.
Undervisningen har fortsat særligt fokus på dansk, matematik og engelsk. Her arbejder eleverne både med faglig fordybelse og med at udvikle gode studievaner, så de bliver mere selvstændige i deres arbejde.
Men 10. klasse på Stenhus er mere end fag og undervisning.
For mange elever bliver året også en vigtig periode med modning og afklaring. Eleverne får større ansvar, lærer sig selv bedre at kende og bliver klogere på deres styrker, interesser og hvilken retning de ønsker at gå efter grundskolen.
Derfor arbejder vi gennem hele året aktivt med fællesskab, trivsel og samarbejde i klassen. Et stærkt socialt miljø er en vigtig del af hverdagen på Stenhus, og i løbet af året ser vi ofte, at eleverne modnes og bliver tydeligere på, hvem de er, og hvor de vil videre hen.
For elever, der ønsker en mere aktiv skoledag, er der samtidig mulighed for at blive en del af Stenhus Sportsakademi, hvor skolegangen kan kombineres med håndbold, dans eller fodbold.
Skoleåret afsluttes med skriftlige og mundtlige prøver i dansk, matematik og engelsk. Gennem hele året arbejder eleverne løbende frem mod prøverne, så de møder eksamen godt forberedte og med ro på.
10. klasse på Stenhus er derfor ikke kun et skoleår med faglig udvikling. Det er også et år med fællesskab, oplevelser og personlig udvikling, hvor eleverne bliver klogere på sig selv og klar til deres næste skridt.

Hør fra de tidligere 10. klasser
Hvorfor har I valgt at gå i 10. klasse?
Jeg havde ikke lyst til at gå på efterskole og bo et andet sted, og jeg var ikke klar til at gå direkte videre til gymnasiet.
Jeg kom fra en anden skole, hvor jeg ikke følt,e jeg havde fået det faglige med for at være klar til gymnasiet. Jeg valgte derfor Stenhus, fordi jeg havde hørt, at man vægtede det faglige højt.
– Emma
Har det været fedt at gå i 10. klasse?
Det er klart mit bedste skoleår at gå i 10. klasse på Stenhus! Man har bare fået så mange gode venner, alle er meget tætte inkl. parallelklasse. Vi har lidt fået lov at være i en boble kun med 10. klasse, det har været rigtig fedt. Vi blev hurtigt meget tætte med parallelklassen, der er ligesom et fællesrum mellem vores to klasselokaler, så I pauserne gik alle bare i fællesrummet, hvor vi alle var sammen. Det har lidt været et efterskole år, hvor vi stadig boede hjemme og kunne se andre venner. Nogle gange blandede vi også undervisningen sammen, så vi havde nogle forløb sammen med den anden klasse, det var virkelig også fedt.
– Isabella
Hvordan havde I det med jeres lærere?
Vi fik et ret godt forhold til vores lærere gennem hele skoleåret, vi var I vores egen bygning, hvilket betød at vi alle blev meget tætte. Vi havde også meget de samme lærer I de forskellige fag. Og så blev vi meget tætte efter vi var på studietur. Vi er stadig en stor gruppe der mødes med vores tidligere klasselærer for at gå i biografen eller på cafe, det er rigtig hyggeligt!
– Mathilde
Hvad er forskellen på 9. og 10. klasse?
Der er ikke så stor forskel på det faglige, 10. klasse var mest en repetition af 9. klasse. Men vi har virkelig fået meget ud af det sociale. 10. klasse har bare virkelig gjort det godt for det sociale. Man får nye venner og man udvikler sig meget som person på det år. Vi gik alle I klasse sammen, og vi har stadig kontakt hver dag, vi blev meget tætte på det år.
– Ida
Hvorfor tror I at I udviklede jer så meget det år?
Det gjorde noget godt at komme væk fra sin folkeskole, hvor man havde gået i så mange år. Det var rart at komme et nyt sted hen, hvor man ikke havde en rolle på forhånd. Og så skulle man til at snakke med nogle nye mennesker som man ikke havde snakket med før. Det gør noget for den personlige udvikling at blive kastet ind i en ny situation med nye mennesker. Det var lidt trygheden og det sociale der gik op i en højere enhed. Vi havde det godt, og det spillede med det sociale, så lærer man bare rigtig meget mere.
– Alberte
