Velkommen til kostafdelingen

Vi må desværre meddele at vi pr. august 2024 har valgt at lukke vores kostafdeling.
Læs mere her.

På kostafdelingen har vi plads til 80 kostelever. Kostelever optages fra 6. klasse. Vi optager elever som kan følge almindelig undervisning. Hvis der skønnes behov, vil der i en kortere periode være mulighed for ekstra støtte/hjælp.

Kostafdelingen fungerer også som kostgymnasium, hvor der optages gymnasieelever via STX, Pre-IB, IB, HHX eller HTX.

Information har i foråret 2022 skrevet en artikel om Stenhus Kostskole med titlen “En kostskole kan også være et safe space”. Læs artiklen her.

Hvem er vores elever? 

Vores kostelever kommer med meget forskellige baggrunde. Nogle kommer fordi de trænger til et skoleskifte, andre har valgt kostskole for at bo sammen med andre unge, (som alternativ til efterskole) og nogle kommer efter de sammen med deres forældre har været bosiddende i udlandet, og nu ønsker at komme tilbage til det danske skolesystem med henblik på vider uddannelse. Der vil derfor være mulighed for at lære nye kulturer/sprog at kende.

Hvad kan vi tilbyde? 

På Stenhus Kostskole tilbydes eleverne en struktureret hverdag i gode faste rammer. Vi forsøger desuden, at give eleverne et solidt fundament af viden, hvor værdier som: ansvar, konsekvens, gensidig respekt, åbenhed og glæde er en vigtig del af hverdagen.

Da flere af vores elever er langt hjemmefra, fungerer kostafdelingen desuden som elevernes trygge ”base”, hvor de bliver mødt med voksne som lytter og forstår.  Vi arbejder desuden målrettet på at skabe et familiært miljø mellem eleven og den voksne.

Ture/rejser/aktiviteter

Vi har nogle faste årlige ture: kanotur til Sverige, skirejse til Østrig, overlevelsestur – som til trods for navet, er en hyggelig og lærerig styrkeprøve i samarbejde og teamånd. Vi har egen fodboldbane, tennisbane, atletik stadion, idrætshal mv. ligesom vi har skov og fjord tæt ved, så mulighederne er mange.

Nogle aftener kan der være tilbud om aktiviteter, som fx hockey, fodbold, rundbold, volleyball, basketball, vi tager i svømmehal, spiller spil, men vi har selvfølgelig også kreative aktiviteter som; male, madlavning, zumba, dans. Kom selv med andre forslag, vi vil gerne lære nye ting.

Skolen

Kosteleverne går i klasse sammen med øvrige elever på dagskolen. Efter alm. skoletid har eleverne fri indtil der er lektielæsning fra kl. 16.30-17.30 (obligatorisk for elever i 6.-9. klasse).

Spisning

Vi har eget køkkenpersonale, som sørger for lækker og sund mad til os. Maden serveres fra buffet i vores spisesal. Vi har valgt, at eleverne skal sidde ved fast bord/plads, når vi spiser. Såfremt der er elever, som har behov for speciel kost/diæt kan det evt.  aftales med køkkenleder.

Elitesport

I samarbejde med Stenhus Sportscollege, har vi mulighed for at optage gymnasieelever optaget via Sportscollege, som giver mulighed for at kombinere skole med elitesport evt. med støtte fra Team Danmark.

I samarbejde med Holbæk Sportsakademi optages elever (8.-10. klasse) med mulighed for at kombinere fodboldtræning og skole.  Se omkring optagelse mv. her

Værelser

Vores elever har eget værelse, enkelte elever har dobbeltværelse. Værelserne ligger i forskellige bygninger. Eleverne skal sørge for at rengøre værelset, som altid skal fremstå pænt og ryddeligt.

Du kan se et lille udpluk af vores værelser i vores fotogalleri (Klik her)