eSport på Stenhus Kostskole

HAR DU LYST TIL AT GÅ I EN KLASSE MED ESPORT PÅ SKEMAET?

Stenhus Kostskole oprettede i sommeren 2018 en linje på 7. årgang med mulighed for gaming og eSport. Linjen, som kombinerede den almindelige undervisning med gaming er blevet en stor succes, og derfor vil der igen i det kommende år være mulighed for at tilmelde sig eSport, men nu som et valgfag fra 6.-10. klasse.

Vi har gået fra en fast eSport-klasse til at tilbyde det som valgfag, da mange elever har vist interesse i eSport som valgfag.

HVAD ER ESPORT?

eSport er en disciplin, som er vokset med afsindig fart de seneste år. Navnet er en sammenskrivning af electronic og sport, og det giver et meget godt billede af, hvad eSport går ud på: Det er nemlig computerspil, der er i centrum.

Men tror du, at eSport handler om at spærre sig inde på værelset og aldrig komme udenfor en dør, så har du fået galt fat i begrebet. Spiller man eSport så er det en sport, der kræver lige dele spiltræning/undervisning, fysisk træning og mental træning. Derfor er det vigtigt, at der bliver arbejdet bevidst og målrettet med både teknik, strategi, teamwork og din fysiske form.

Det skal dog understeges, at man spiller på det niveau man er på. Man kan tilmelde sig klassen og træne på det niveau man er og udvikle sig derfra.

ESPORT PÅ STENHUS KOSTSKOLE

Der er gaming og eSport på skemaet, men gamingen foregår ikke på bekostning af andre fag, men derimod som en tilføjelse til undervisning. Vi bruger altså gamingen som en ny og ekstra vinkel på den klassiske undervisning.

Og hvorfor gør vi så det?

Det gør vi, fordi mange af de elementer, som ligger i gaming, er elementer som styrker den kognitive indlæring, sproget, den strategiske tankegang og de sociale kompetencer. Når vi bruger det rigtigt, er det et stærkt ekstra redskab i undervisningen, og formår måske endda at fange nogle elever ind, som ellers ville have svært ved at lære disse færdigheder.

Vi arbejder med spilteknikker og med praktisk træning, men derudover går vi også i dybden med strategi og teamwork. Eleverne arbejder sammen i hold og lærer, hvordan vi alle har vores styrker og svagheder og hvordan, man som hold kun bliver bedre og samtidig tager hensyn til hinandens svagheder, så man kan udvikle sig.

Vi arbejder samtidig med mentaltræning, og giver eleverne det bedste fundament for at gå i skole.

Endelig er der også et stort fokus på kommunikation, god tone og holdånd. Vi arbejder også med respekt, når man f.eks. kommunikerer under et spil, og respekt for de aftaler, man f.eks. laver med lærere og forældre om spilletid.

  • Fokus på især disse spil: CS:GO, Fortnite, og andre.
  • Teori, teknik, strategi og samarbejde på holdet (arbejde med mål og delmål)

    VIL DU VÆRE EN DEL AF DETTE GAMING EVENTYR?

    Du har mulighed for at vælge gaming som almindelig dagskolelev eller som kostskoleelev, men vær opmærksom på, at hvis der er venteliste til holdet, så vil elever, som vælger at bo på Stenhus Kostskole, have fortrinsret til denne klasse.